De blå djævle fra Jegindø

“Fjordens folkevogn” bliver sjægten kaldt. Men det er en folkevogn, som kan lægge fra land. Fiskerjollen fra Limfjorden er hurtig og sødygtig som få. TS drog til Jegindø for at være med i årets kapsejlads og mødte blandt andre en 16-dobbelt verdensmester og en tømrer, der har bygget seks sjægte og solgt dem til kostpris… på én betingelse. 

 

Af Henrik Kastoft

 

I den vestlige del af Limfjorden ligger Jegindø. Fra øens sydligste punkt Jegind Tap, der som en lang krum finger strækker sig ud i fjorden, er der udsyn til Oddesund-broen, hvorfra den smalle og bugtede fjord breder sine arme ud i den majestætiske Nissum Breding.

 

Ret skal være ret: I dag er Limfjorden ikke en fjord, men et sund. Under en stormflod i 1825 brød Vesterhavet igennem Agger Tange og dermed blev fjorden til det sund, vi kender i dag og som også vikingerne besejlede. Fra historiebøgerne ved vi, at Knud den Store i 1027 sejlede ind i sundet fra vest på sin vej fra England til Danmark, men omtrent i år 1100 sandede åbningen til. I de følgende århundreder brød Vesterhavet flere gange igennem tangen, men det var først efter stormfloden i 1825, at det atter blev muligt at krydse landtangen i skib.

 

Fiskerne vandrede med

Gennembruddet for 190 år siden ændrede fundamentalt livsbetingelserne i Limfjorden. Både for fiskene og for de mennesker, som levede af dem. Det salte vand fra Vesterhavet fortrængte brasen helt og aborre. Nye arter som ål, sild, torsk, skrubbe og rødspætte vandrede ind i fjorden. Og fiskerne fra Harboøre på Vestkysten vandrede med, for de nye arter gav mulighed for at tjene til dagen og vejen i farvande, som ofte var mildere stemt end det forræderiske hav, der alt for ofte tog fiskernes liv, når uvejr overraskede de hårdtarbejdende mænd ude på åbent hav.

 

Blæsten går frisk… eller gør den?

“Blæsten går frisk over Limfjordens vande…” skrev Erik Bertelsen i 1939. Bare ikke i dag kan jeg konstatere, da jeg en lørdag morgen klokken syv gør klar til dagens sejlads… den 17. udgave af det såkaldte Ror Cup, en kapsejlads som afholdes på Jegindø hvert år første weekend i juli.

 

“Der er sgutte møj vind,” skråler altid travle Jens Sund, da han slår døren op og i træsko sætter kurs mod havnen.

 

Jens Sund er muslingefisker på Jegindø og barnebarn af en navnkundig Harboøre-fisker af samme navn. Ligesom mange andre af de berømte fisker-slægter - Noer, Vrist, Drejer, Rønn, Stausholm, Lyng, Trillingsgaard og “æ Larsener” - kom Jens Sunds forfædre til Jegindø i årtierne efter gennembruddet ved Agger Tange. Nede på havnen kan besøgende i det lille museum “æ Fywerhus” (Fjordhuset) læse sig til, at den gamle Jens Sunds forældre “kom til Jegindø i 1865 fra sognet vesterude”.

 

Jeg skuer olmt på vimplen i Jens Sunds baghave. Vimplen hænger som et slapt slips. Der er vitterligt ikke en vind, der rører sig. Og for at føje spot til skade: Tågen ligger tungt over Jegindø og Kås Bredning, farvandet mellem Jegindø, Thyholm, Mors og Salling.

 

Skynder sig langsomt

Jens Sund har en sjægte, CAROLINE, og sammen med min søn, Emil, og en ung skipper ved navn Dennis Trans, har vi fået lov at låne sjægten, så vi kan prøve kræfter med Limfjorden og nogle af de skrappeste sjægte-sejlere, der findes. Der mangler kun to ting: Vind og sigtbarhed.

 

På ingen tid får vi lænset sjægten, sat sprydstagen i storsejlet, hejst topsejlsstagen og gjort fokken klar. Rundt om os er der masser af snak og aktivitet, men på den sindige vestjyske facon: Man skynder sig langsomt - den som ved, hvad han skal og gør, kan rigge en jolle til på ingen tid. Det lyser ud af de barkede solbrune næver, at de kender deres grej og kunne rigge til i blinde, om det skulle være.

 

Omkring 15 joller er ved at blive rigget. Omtrent halvdelen af dem er besøgende fra nær og fjern… mest nær for i sjægtens rige er Hjarbæk og Jegindø verdens navle. De fleste af jollerne er sjægte, men en enkelt ålborgjolle, smakkejolle og struerbåd har også fundet vej til Jegindø Havn denne morgen.

 

Trætossernes store familie

Jeg sidder på toften i CAROLINE og får en snak med folkene i jollen ved siden af. De vil gerne høre lidt om vikingeskibet HAVHINGSTENs togt fra Danmark til Irland i 2007.

 

Jeg beretter om toiletforholdene og den trange plads ombord med en kvadratmeter per mand, den plaskvåde, men forrygende sejlads fra Roskilde til Bragdøya hvor vi gjorde de 240 sømil med en gennemsnitsfart på lidt over syv knob, det forfærdelige slæb over dele af Nordsøen, de dramatiske landskaber i det nordlige og vestlige Skotland og - selvfølgelig - sejladsen i North Channel hvor vi på kanten af Atlanterhavet blev ramt af vindstød op til stormende kuling og roret knækkede af.

 

Flere af sejlerne omkring mig har læst min bog om togtet og sågar stået nede ved Oddesund og hilst os velkommen, da vi i 2006 kom blæsende efter et øvelsestogt i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen og det slår mig, at uagtet at vi “trætosser” har hver vores interesse, så er vi dog én stor familie.

 

Danmarks største fiskerihavn

Klokken er et kvarter over ni og vi stiller til skippermøde. Dagens dommer er Hemming Klokker, en af de dygtigste og mest erfarne sjægtesejlere. Hemming stiller sig i den åbne dør i “æ Bøehus”, der er et af de bevarede og meget karakteristiske strandblå bøde- og redskabshuse fra dengang fiskeriet var et levebrød for mange og Jegindø på et tidspunkt var Danmarks største fiskerihavn målt på mængden af landede fisk. Så sent som i 1960 var Jegindø Fiskeauktion Danmarks vigtigste for ål.

 

I dag er ålefiskeriet nærmest dødt. Til gengæld ligger der i havnen syv muslinge- og østers-kuttere. Størstedelen af deres fangst eksporteres til Italien.

 

Hemming byder velkommen og konstaterer knastørt det, vi allesammen kan se: Tåge og vindstille gør det umuligt at skyde kapsejladsen i gang klokken ti som planlagt.

 

Træder og bøttekølle

Starten er udsat og jeg fordriver ventetiden i “æ Fywerhus”, et bøde- og redskabshus, som blev bygget i 1911 af fisker og husmand Iver Holm. Oprindeligt fandtes der 25 bødehuse på Jegindø, i dag er kun en håndfuld af dem bevaret. Et af dem er “æ Fywerhus”, som blev restaureret i 1989 og i dag huser det, der meget vel kunne være Danmarks mindste museum. Entré er gratis, men den besøgende kan lægge et frivilligt bidrag: “Små bidrag modtages med tak… store med begærlighed,” som der står. Jeg lægger 100 kroner og funderer med et smil på munden over, om en “hund” udløser taknemmelighed eller begær.

 

I det kølige halvmørke indendøre er udstillet alskens grej fra gamle dage: Maskemål til binding af nyt garn, mærkejern til bundgarnspæle, en såkaldt “træder” til at trykke bundgarnpæle ned i fjordbunden, båndknive til afbarkning, en “bøttekølle” til at skræmme fisk ind i garn, merlespiger til tovværksarbejde… bødenåle, klædekøller, madtejner og meget, meget mere.

 

Der er også fortællinger om de lokale fiskere. Eksempelvis Søren Vrist, en dygtig fisker som i 1900 anlagde Jegindøs første havn i Sandkrogen og med tiden fik en flåde på hele fire fartøjer, herunder en kvase ved navn SVANEN. Søren Vrist forlod senere i livet Jegindø, da han som 62-årig flyttede til Sydvestsjælland og drev fiskeri på Tystrup-Bavelse Sø. Eller J.P. Lauritsen, en fisker, der gik på land, slog sig ned som købmand og i 1898 tog initiativ til Jegindø Fiskeriforening og otte år senere Fiskernes Låneforening.

 

Aner tilbage fra vikingeskibene

På museets plancher kan jeg også læse mig til, at udvandringen fra Vestkysten til Jegindø tog fart i anden halvdel af 1800-tallet og at der i 1875 var 547 beboere på Jegindø, at man trods stor modstand fra gårdmændene 1. september 1939 indviede en ny havn, der hvor havnen på Jegindø ligger i dag og at en delegation af fiskere i 1946 under parolen “Thyborøn fri” drog til Kongens København for at protestere over den lukning af Agger Tange, som Folketinget havde vedtaget. Lukningen blev aldrig gennemført.

 

“æ Fywerhus” rummer også fortællingen om sjægten, der vandt indpas i Limfjorden midt i 1800-årene. Den klinkbyggede jolle, som har aner tilbage til vikingeskibene, stammer oprindeligt fra det sydlige Norge og blev populær blandt Limfjordens fiskere, fordi den var sødygtig og havde gode sejlegenskaber, som kunne tage kampen op med Limfjordens krappe sø. Om det er sandt eller en røverhistorie fra gamle dage, vides ikke, men angiveligt var et af sjægtens fortrin, at den i en snæver vending kunne sejle fra den forhadte fiskerikontrols større og tungere fartøjer.

 

Sjægten blev især brugt til snurrevodsfiskeri efter rødspætter og ål, men også bundgarnsfiskerne brugte sjægten som røgte- og slæbejolle.

 

Fra storhed og til fald

i en menneskealder eller to var sjægten fiskernes vigtigste arbejdsredskab og tjente desuden som transportmiddel ved bryllupper og begravelser, når lægen skulle tilse den syge og jordemoderen hjælpe til ved barselssengen, når brænde skulle fragtes fra det ene sted til det andet eller fiskerne i en kapsejlads én gang for alle skulle slå fast, hvem der var den dygtigste sejler.

 

I 1920’erne kom motorjollerne - de såkaldte penalhuse - til. Sjægtene blev lagt op og fristede en kummerlig tilværelse på land. De “heldigste” fik vendt bunden i vejret og blev tagkonstruktion på et skur… de fleste rådnede op.

 

I midten af 1970’erne skulle Danmarks Radio filmatisere Hans Kirks roman “Fiskerne”. Handlingen foregår ved Limfjorden på den tid, da sjægten var i brug, men der var ikke flere sjægte tilbage, som kunne bruges til filmoptagelserne. I Hjarbæk syntes en flok behjertede mennesker, at det var flovt, at Limfjordens maritime kulturarv var gået tabt og begyndte en jagt på de gamle fiskerjoller. Oftest var det sølle vrag, de fandt: Ombyggede til ukendelighed som motorjoller, belagt med glasfiber og generelt i meget ringe stand.

 

… og tilbage igen

Folkene bag det, der senere skulle blive til Hjarbæk Sjægtelaug, begyndte at opkøbe jollerne og restaurere dem. Den første kom til i 1975, året efter var der tre og i 1977 nåede man op på syv.

 

Sidenhen er antallet vokset og vokset. I dag er der ifølge laugets hjemmeside næsten 40 sjægte i Hjarbæk og derudover en lille håndfuld andre træbåde eksempelvis meginjolle, ålborgjolle, kutter, og smakkejolle.

 

Interessen for sjægte smittede naboerne oppe på Jegindø, hvor der i dag ligger ni sjægte og smakkejoller.

 

Æ røv uj a æ bowser

Jegindø-sjægtene og deres besætninger er kendt som “de blå djævle”. Dels er flere af jollerne bemalet med den karakteristiske strandblå maling, som vi kender fra de gamle fiskekuttere på Vestkysten, dels er sjægte-sejlerne på Jegindø berygtede for at sejle “æ røv uj a æ bowser”, som det vist hedder på de kanter.

 

Med karakteristisk jysk lune afholder Hjarbæk Sjægtelaug hvert år verdensmesterskab i sjægtesejlads. Ved dette års mesterskab, der blev afholdt i weekenden 14.-16. august, tog Jegindø-sjægtene RIKKE (L96), EMMA (L105) og NINA (L107) de tre første pladser i 16-18 fods klassen, og CAROLINE (L109) strøg ind på en 7. plads.

 

Det vil nok være en overdrivelse at skrive, at vi sejler røven ud af bukserne denne julidag i Kås Bredning ud for Jegindø, men efter frokost kommer der en let brise fra nord og selv et par sekundmeter er nok for en sjægte. Det går lidt trægt mod første mærke, hvor vi krydser op mod vinden, men med vores kropsvægt krænger vi CAROLINE mod læ og får sejlene til at trække. Da vi runder første mærke om bagbord og skøder ud på en halvvind, ligger vi på en andenplads og den placering kan vi holde både på andet og tredje ben.

 

Arbejdstøjet sidder perfekt, men

Vinden frisker en smule op. Mens vi venter på, at de sidste sjægte skal komme i mål, lægger Dennis kursen mod sydøst. Der er vel 3-4 sekundmeter vind at gøre godt med og på halvvinden stryger CAROLINE gennem vandet med den karakteristiske klukken, som klinkbyggede både har. Dennis er på roret, Emil har fokkeskødet i hånden og jeg trimmer de sidste små folder ud af stor- og topsejl og føler mig overbevist om, at nu da arbejdstøjet sidder helt perfekt på CAROLINE kan vi helt sikkert veksle andenpladsen til en førsteplads i dagens sidste sejlads,

 

Sådan skal det ikke gå.

 

Af uransagelige årsager styrer vi efter start mod et forkert mærke og da vi alt for sent opdager fejlen, ligger vi næstsidst. Sådan er det også, da vi går i mål.

 

Tømreren der byggede seks sjægte

“Det gik da meget godt,” lyder det fra kajen, da vi med alle klude oppe glider ind på plads og fortøjer CAROLINE.

 

Oppe på kajen står Anker Sørensen. Anker er pensioneret tømrer og har bygget seks sjægte, heriblandt CAROLINE og de tre sjægte, som ved verdensmesterskaberne i Hjarbæk halvanden måned senere tager godt for sig af pladserne længst fremme i feltet. Og sådan har det været i mange år. Anker-sjægtene - “de blå djævle” - vinder stort set altid.

 

Jeg forklarer Anker, at det blev til to andenpladser… i hver sin ende af skalaen.

 

Anker byggede sjægtene i årene 1999-2005 og solgte dem til kost-pris. På én betingelse: Sjægtene skulle bære navnene på hans børnebørn. Anker har fire børnebørn. Da han havde bygget sjægte nummer fem, spurgte han sine børnebørn, hvad den så skulle hedde og børnebørnene svarede i kor, at han da skulle opkalde jollen efter deres mormor. Og således gik det til, at sjægte nummer fem hedder MORMOR (L110). Selvsamme MORMOR har i øvrigt forladt Jegindø og er i dag hjemmehørende i Furesøen og med undertegnede i lære som skipper.

 

Den Gyldne Rorpindsforlænger

Om sjægte-byggeriet fortæller Anker, at han savnede noget at gå op i, da han gik på efterløn.

 

“Derfor begyndte jeg at bygge en båd. Jeg tænkte ikke i første omgang på en sjægte, men efter at have talt med bådebygger Ole Olesen fra Nordvestjysk Fjordkultur, blev vi hurtigt enige om, at det da skulle være en sjægte, og han havde en tegning, jeg kunne få”.

 

Ankers første sjægte ANNE SOPHIE blev søsat påskelørdag år 2000 og det gentog sig med de efterfølgende sjægte de næste fem år.

 

“Jeg havde ikke helt fulgt tegningen på den første sjægte. Der var ikke dam i, men det værste var nok, at jeg havde lavet stålrig og skrallersejl (dacron)… det indbragte mig Den Gyldne Rorpindsforlænger nede i Hjarbæk,” lyder det med et glimt i øjet.

 

“Da jeg vinteren efter byggede EMMA, aftalte jeg med Hemming Klokker, at han skulle stå for rig og sejl, og så begyndte det hele at gribe om sig. Hemming vandt den ene pokal efter den anden, fiskerne begyndte at fatte interesse for sjægte og nu ville alle have en. Det blev så til seks i alt og vi kom igang med ugentlige kapsejladser og Hemming fandt på den ene lille forbedring efter den anden, derfor de gode resultater”.

 

Jeg er nysgerrig efter at vide, hvorfor Anker solgte sjægtene til kostpris.

 

“Det var jo en hobby for mig og når man tænker på, hvor mange håndværkertimer der går på en sjægte, vil den næsten ikke være til at betale. Havde jeg taget betaling for arbejdstimer, ville jeg ikke have fået nogen ordrer og der var ikke kommet nogen sjægte på fjorden heroppe”.    

 

Verdensmester 16 gange

Et par dage efter kapsejladsen mødes jeg med Hemming Klokker på havnen på Jegindø. Han byder velkommen ombord på EMMA, som tilhører Anker. Hemming er skipper på EMMA, som han har vundet verdensmesterskabet med seks gange.

 

Hemming viser mig et foto, hvor han på bagsiden med årstal har noteret samtlige verdensmesterskaber, han har vundet. Hele 16 er det blevet til - de 15 af dem som skipper. Jeg spørger ham, hvordan han er blevet til en så dygtig sejler, men det ligger slet ikke til Hemming at blamere sig med den slags. I stedet fortæller han, at han nærmest blev født i en jolle:

 

“Jeg har sejlet siden 1965. Min storebror havde en snipe af træ, som vi sejlede i på Ringkøbing Fjord. De mange sejlture som dreng gav mig fornemmelsen for vind og at skifte om på trimmet”.

 

Hemming har sejlet sjægte siden 1988 og har tegnet sejl til flere af sjægtene på Jegindø. Hans søn er sejlmager, selv er Hemming uddannet lærer, men det har ikke afholdt ham fra at tegne skitserne til, hvordan sejlene på Ankers sjægte skulle udformes:

 

“Hvis det ser rigtigt ud, er der en god chance for, at det virker! Nogle sjægte har et stort storsejl og en lille fok, men det virker ikke harmonisk. En sjægte skal have godt med tøj på… lige som fiskernes sjægte i gamle dage”.

 

Kuldsejlede i tordenbyge

To af sjægtens kendetegn sammenlignet med andre joller er, at skroget er smalt og fokken relativt stor. Blandt fiskerne i gamle dage var det almindeligt kendt, at sjægten var særdeles sødygtig, men når uheldet var ude og jollen lagde sig ned, var det som regel fokken, der fik jollen til at kuldsejle, ofte fordi et skøde fiskede og gik i bekneb.

 

“Jeg er kæntret én gang. Det var under Venø Rundt. Der var næsten ingen vind, kun 1-2 sekundmeter. Vi var midt i en vending og lå lige i vindøjet, da der kom et pust fra en tordenbyge. En sjægte, der ikke skyder ret meget fart gennem vandet, har ingen dynamisk stabilitet… og så kæntrede vi. Jeg skulle nok have rebet sejlene for bygen, men jeg lå jo forrest i feltet,” fortæller Hemming med et skælmsk smil.

 

Blandt sjægte-sejlere diskuteres det ikke sjældent, om sprydstagen skal være lang eller kort. På fotos fra gamle dage, ses ofte meget lange sprydstager, men på nutidens sjægte er sprydstagen oftere kortere og sat højt på masten. Hemming har prøvet begge dele:

 

“Jeg har rigtignok sejlet med lang stage, men jeg har også gjort erfaringer med kortere stager, som giver bedre mulighed for at styre faconen i den øverste del af storsejlet og navnlig kan man skøde topsejlet hårdere, hvilket er en fordel på kryds. Så her på mine gamle dage, sværger jeg nok til en kortere stage”.

 

Jeg spørger Hemming, hvad der gør sjægten til en skøn, lille båd, som kan få det bredeste smil frem hos en sejler.

 

“Det hele er overskueligt og egentlig ret basalt. Sjægten er til at have med at gøre. Og så er den dejligt usnobbet… det er lidt lige som en folkebåd: Enkel og ligetil og med al den sejlglæde, man kan ønske sig. Mindst lige så meget sejlglæde som på de dyre både derovre”.

 

Som sjægte, så mennesker

Jeg løfter blikket fra notesblokken. Rundt om mig ligger ni skønne sjægte og smakkejoller i det inderste bassin i Jegindø Havn. På den anden side af broen lidt længere borte ligger de store og moderne motor- og sejlbåde i glasfiber, krom, polyester, rustfrit stål og kevlar… om læ fyldt til bristepunktet med digitale måleinstrumenter, fladskærme og mobile enheder koblet op til internettet alle døgnets timer.

 

Jeg smiler lidt for mig selv og tænker, at her på Jegindø er menneskene lidt ligesom sjægtene, de sejler i: Usnobbede, enkle og ligetil.

 

Og jeg ved, at jeg vil vende tilbage næste sommer og sejle med og mod disse herlige mennesker i den ædle dyst det er, at sejle sjægte. 

 

— SLUT —

 

Citat:

“På Thyholm hendrive en mængde mennesker den bedste årets tid med at fiske ål, andre med at røge og ombære dem i hele Nørrejylland. Dette føder dovenskab, vellevned og liderlighed, thi hvad er lettere end at dingle på en båd i godt vejr med en krog i hånden eller at holde på en tømme”.

Herredsfoged Brøndsted, Thisted i 1806 om fiskerne på Thyholm og Jegindø.

 

Faktaboks:

En sjægte er en sprydrigget, klinkbygget fiskerjolle rigget med storsejl, topsejl og fok. Fartøjet blev anvendt til fiskeri på Limfjorden i perioden ca. 1850-1920.

 

Sjægten adskiller sig fra andre samtidige fiskerjoller ved, at den er slankere og skarpere i skroget og fokken er forholdsvis stor. Den fører aldrig klyver.

 

I modsætning til andre farvandes joller er sjægten relativt smal og højt rigget.

 

Typen er formentlig indført til Limfjorden fra det sydlige Norge omkring 1850 til brug i datidens nye fiskeri med snurrevod.

 

I begyndelsen af det 19. århundrede blev sjægten afløst af motorjoller og mistede sin betydning som fiskerbåd.

 

Siden midten af 1970'erne har sjægten fået en renæssance som fritidsfartøj, hvor nogle personer i limfjords-området påbegyndte restaurering af disse fartøjer til rekreativ sejlads.

 

Nybyggede kopier af gamle sjægte forekommer.

 

I 2008 var der ca. 100 sejlende sjægte på Limfjorden. Den største flåde ligger i Hjarbæk, hvor der hvert år afvikles verdensmesterskab for sjægte.

 

    •       Hjarbæk Sjægtelaug, VM i Sjægtesejlads

    •       Limfjordsmuseet, sjægtregister

    •       H. Nørgaard Pedersen: Limfjordssjægten, Fiskeri- og Søfartsmuseet 1976, ISBN 87-87453-26-6

 

Kilde: Wikipedia

Vedtægter

Bestyrelsens forslag til Vedtægter ændres for Jegindø Bådelaug

§ 1:

Klubbens navn er Jegindø Bådelaug og dens hjemsted er Jegindø Havn.

§ 2:

Bådelauget har til formål at skabe de bedst mulige vilkår for klubbens medlemmer og at varetage medlemmernes interesse for fælles faciliteter og at arbejde for at samhørighed i Jegindø Bådelaug. Jegindø Bådelaug er tillige støtteforening for Jegindø Fonden "Æ Fywerhus"

§ 3:

Som seniormedlemmer kan optages personer, der er fyldt 18 år.

Som juniormedlemmer kan optages personer i alderen 9 til 17 år. Optagelsen kræver skriftlig samtykke fra forældre/værge. Juniormedlemmer har ret til at deltage i alle aktiviteter og generalforsamlinger, men har ikke stemmeret.

§ 4:

Hvert år opkræver Bådelauget et af generalforsamlingen fastsat helårskontingent dækkende det pågældende kalenderår. Kontingent skal være indbetalt senest d. 01. April. Eller betragtes man som udmeldt.

§ 5:

Hvis et medlem modarbejder bådelauget eller på anden måde udviser utilbørlig optræden, kan denne af bestyrelsen ekskluderes af lauget. En sådan eksklusion kan af den pågældende medlem indbringes for generalforsamlingen til endelig afgørelse.

§ 6:

Generalforsamlingen er laugets højeste myndighed. Kun denne kan ændre, give eller ophæve vedtægter for Jegindø Bådelaug.

Ordinær generalforsamling afholdes en gang om året efter bestyrelsens nærmere bestemmelse, dog altid før 1. april.

Indkaldelse til generalforsamling skal sendes på mail til medlemmerne med mindst 2 ugers varsel. Indkaldelsen skal være bilagt klubbens regnskab.

(Mulighed for skrifteligt, hvis mail ikke forefindes)

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde skriftligt senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

 

7:

Stemmeret har alle medlemmer, som har været medlemmer af lauget i mindst 3 måneder og som ikke er i kontingentrestance. Der stemmes ved personligt fremmøde eller ved skriftlig fuldmagt. Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt stemmeflertal, dog træffes beslutninger om vedtægtsændringer kun, når mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling på Jegindø d. 17.03.1999.

Revideret den. 27.02.2016.

 

 

§ 8:

Dagsorden til generalforsamlingen skal være som følger:

1: Valg af dirigent

2: Formandens beretning

3: Regnskabsaflæggelse

4: Kontingentfastsættelse

5: Indkomne forslag

6: Valg af bestyrelse

7: Valg af suppleant til bestyrelsen, revisor og suppleant for denne

8: Eventuelt

 

§ 9:

Ekstraordinær generalforsamling afholdes på foranledning af bestyrelsen eller såfremt mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt anmoder bestyrelsen herom.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes senest en måned efter anmodningens modtagelse. Indkaldelse skal ske på mail til alle stemmeberettigede medlemmer, med mindst to ugers varsel.

(Mulighed for skrifteligt, hvis mail ikke forefindes)

§ 10:

Lauget ledes af bestyrelsen. Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges på generalforsamlingen. Dertil kommer en suppleant og en udpeget revisor. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for to år ad gangen. I ulige år afgår fire bestyrelsesmedlemmer, i lige år afgår tre bestyrelsesmedlemmer. Genvalg kan finde sted.

§ 11:

Bestyrelsen konstituerer sig senest 8 dage efter generalforsamlingen på et bestyrelsesmøde. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Der føres protokol over bestyrelsens handlinger. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig såfremt mindst tre medlemmer - herunder formanden eller næstformanden - er til stede.

§ 12:

Laugets regnskabsår er kalenderåret. Driftsregnskab og status med revisorens påtegning udsendes sammen med indkaldelsen til generalforsamling.

Kassereren er ansvarlig for laugets midler, der til enhver tid skal indestå i et pengeinstitut. Kun kassereren og formanden - i formandens fravær næstformanden - tegner i fællesskab lauget i økonomisk henseende.

§ 13:

Medlemmernes pligter:

1: Medlemmerne har pligt til gensidigt af holde opsyn med hinandens både og har pligt til - så vidt det er muligt - at værge medlemmernes både mod overlast. Enhver observeret handling eller uvedkommende adgang på bådene skal straks meddeles ejeren med opgivelse af eventuelle vidner.

2: Bestyrelsen kan anmode ethvert medlem om assistance, såfremt dette findes fornødent (ekspertbistand, festarrangementer etc.)

3: Medlemmerne har ved sejlads eller anden færden pligt til at udvise fornødent hensyn til fortøjede både i havnen. Sejlads i såvel havn som sejlrende skal foregå med nedsat fart.

4: Ethvert medlem har pligt til at hjælpe et andet medlem med bugsering til havn i tilfælde af motorstop eller anden form for havari.

§ 14:

Jegindø Bådelaug kan kun ophæves efter foretagen afstemning herom på en generalforsamling, hvor mindst 3/4 af laugets samtlige medlemmer giver deres samtykke. Såfremt 3/4 af de fremmødte stemmer for ophævelse af lauget, men de afgivne stemmer ikke udgør 3/4 af laugets samtlige stemmeberettigede, skal der indkaldes til en ny generalforsamling inden for en måned. Opnås på denne 3/4 af de fremmødtes stemmer for en ophævelse, er denne gyldig. I tilfælde af laugets ophævelse overføres laugets midler til maritime aktiviteter på Jegindø eller Thyholm (tidligere Thyholm Kommune)