Jegindø havns historie.

 Jegindø havn er en lille hyggelig havn, hvor du har mulighed for at overnatte i shelter og lave mad over åben ild i FDF's bålhytte. Du kan opleve de gamle limfjordssjægte sejle kapsejlads hver onsdag sommeren igennem.

En sjægt er en gammel type træsejlbåd, som fiskerne brugte før i tiden.

Lige nord for havnen står skulpturen "Fjordfiskeren", udført af Bodil Dam.

Hvis du går op i FDFs' udkikstårn, kan du danne dig et godt overblik over både
erhvervsfiskernes kuttere og fritidssejlernes både.

Der er dannet en Vinterbadeklub, og der arbejdes på at få etableret en badebro og
omklædningsfaciliteter ved havnen.

Det første du møder, når du kommer ad vejen til Jegindø Lyst- og Erhvervshavn, er en mindesten rejst til ære for Købmand J. P. Lauritsen for hans indsats for
havnen.
Som daværende formand for Fiskeriforeningen stod han i spidsen for etableringen af Jegindø Havn. Havnen blev indviet den 5. August 1939.
Før den tid var der ingen havn på Jegindø, bortset fra en lille privat havn i Sandkrogen. Dengang måtte de omkring 100 erhvervsfiskere lande deres fangst på stranden rundt omkring på øen eller ved nærmeste fiskerleje, og rigtig mange fiskere måtte tage den lange tur til Salling eller Struer.
Der tales stadig om dengang fiskerne i stille vejr roede til både Salling og Struer for at komme af med fangsten. En del af fangsten blev solgt på øen til
videre salg. Før Jegindø blev landfast supplerede færgemanden sin indtægt ved at cykle rundt til gårdene og sælge fisk.

Etableringen af havnen havde stor betydning for fiskernes økonomi. Efter at bådene blev samlet i havnen, kunne det nu lade sig gøre at komme på fjorden om også vinteren, når vejret tillod det.
I forbindelse med Jegindø fiskeauktion åbnede i 1960, steg havnens indtjening, og der kom et yderligere opsving ved at fiskere fra Thisted, Oddesund, Salling og Mors landede deres fangster på Jegindø.

Havnen rummer stadig minder om den tid, hvor øens helt dominerende erhverv var fiskeri. Det lille Fiskerimuseum, der er indrettet i en af de mange gamle fiskerhuse, fortæller om havnens store åle- og sildeeventyr. Det var tonsvis af fisk, der kom under hammeren ved de daglige auktioner på Jegindø.
Denne totalt mandsdominerede verden fik et skud for boven, da landets første kvindelige auktionsmester blev ansat på Jegindø Havn i december 1988.           De svigtende fangster af fisk i Limfjorden fra slutningen af firserne og frem betød at fiskeauktionen, som den sidste i Limfjorden, måtte lukke i midten af 90érne.  Men derefter tog muslingefiskeriet over med blåmuslinger og østers.
I 2014 blev havnen udvidet, hvilket gav adskillige flere arbejdspladser.

www.jegindoehavn.dk 

Havnefoged: Erik Falsig  tlf. 23650656