”Dæmningen”


Før den 15. december 1915 blev forbindelsen over Tambosund, vandet mellem Jegindø og fastlandet på Thyholm, varetaget af en færge – der blev drevet af gode stærke armkræfter. Den 15. december 1913 påbegyndtes byggeriet af en dæmning med gennemsejling. Landskabet afslører stadig tydelige spor efter byggeriet.

På Jegindøsiden findes - lige efter dæmningen - udgravninger på begge sider af vejen. Udgravningen til højre er udstyret med shelter, bålplads, borde og bænke samt toilet, alt sammen til fri afbenyttelse – efter ”først til mølle princippet”.

Byggeriet af dæmningen et stort og dyrt projekt, som foregik ved håndkraft og med hestevogne. Der blev arbejdet fra både Jegindøsiden og Thyholmsiden.  Dæmningen var dengang var en meter lavere end den nuværende og var anlagt med en gennemsejling med en bro over. I folkemunde kaldet ”slusen”. Gennemsejlingen blev lukket i 1956.

51 år skulle der gå, før der igen blev hul i dæmningen. En ny stærkt forbedret stålbro med gennemsejling, blev åbnet den 2. juni 2007. Hullet i dæmningen har medført en mærkbar forbedring af vandkvaliteten. I dag er ”Dæmningen” et yndet stoppested for både lokale og turister, som nyder den smukke natur og de muligheder den byder på.

Som f.eks. om foråret og først på sommeren, hvor der er gode muligheder for at fange sild og hornfisk; men der bliver også fanget havørreder fra stranden og fra den lille bro på dæmningen.
Og så kan der i øvrigt bades hele året rundt i det friske vand.